Landsplanredegørelse fra 2006 er regeringens overordnede politiske udmelding om målene for den fremtidige fysiske og funktionelle udvikling i Danmark. Kommuneplanen skal afspejle de overordnede pejlemærker, som fremføres i landsplanredegørelsen.
Landsplanredegørelsen peger på 5 pejlemærker for den fysiske planlægning i hele landet:
-
Der skal være forskel på land og by
-
Udviklingen skal komme hele Danmark til gode
-
Planlægningen skal baseres sig på respekt for byens identitet, naturen, miljøet og landskabet
-
Fysisk planlægning og investeringer i infrastruktur skal spille tæt sammen
-
Den fysiske planlægning skal være helhedsorienteret
Kommuneplan 2009 er i god overensstemmelse med pejlemærkerne i landsplanredegørelsen. Kommuneplanen udvikler byerne indenfor de udlagte arealer og satser på fortætning og byomdannelse, der kan være med til at styrke bymiljøet i de enkelte byer. Samtidig fastholder kommunen den restriktive praksis for byggeri i landzone ved som udgangspunkt at fastholde retningslinierne i Regionplan 2005. Naturen og landskaberne i Halsnæs Kommune har betydning for hele hovedstads-områdets befolkning både som rekreative områder, vandindvindingsområder mv. Kommuneplan 2009 lægger derfor op til, at der fortsat skal være fokus på både beskyttelse og benyttelse af det åbne land.
|