Mangfoldige by-og boligområder
Boligudviklingen skal ske i balance med de landskabelige og naturmæssige værdier, der findes i kommunen og vi skal kunne tilbyde velfungerende og spændende byer med forskellige typer boliger og bymiljøer.
Der skal være mangfoldige bo- og leveformer i kommunen, der giver mulighed for, at man kan bo og leve i kommunen i alle livets faser.
Halsnæs Kommune skal være en kommune, der skal kunne rumme en alsidig befolkningssammensætning i forhold til f.eks. alder, etnisk oprindelse, uddannelse og erhverv. Dette skal sikres gennem en kvalitativ og langsigtet by- og boligudvikling. Boligområderne skal derfor kunne tilbyde et bredt udbud af boliger, der giver mulighed for flere boformer. Boligområderne skal også i sig selv fremstå alsidige, således at beboersammensætningen f.eks. ikke er præget af en afgrænset aldersgruppe eller en socialt betinget situation. Derfor er det vigtigt, f.eks. i planlægningen af nye by- og boligområder at sikre en hensigtsmæssig blanding af ejer-, leje- og andelsboliger. En blandet beboersammensætning kan være med til at skabe tolerance i hverdagen. Også en sammensætningen af boliger og erhverv i et område, kan være med til at få kvarteret til "at leve" på mange tidspunkter af døgnet.
Hundested og Frederiksværk, lokalsamfundene og landsbyerne som f.eks. Kregme, Ølsted, Brederød, økosamfundet Dyssekilde og Torup skal bidrage til kommunens mangfoldighed ved at tilbyde forskellige bymæssige kvaliteter og oplevelser. Liseleje, Kikhavn og kommunens sommerhusområder skal give mulighed for gode, rekreative oplevelser.
Byer med kvalitet
Halsnæs Kommune har en levende kulturhistorisk arv, som viser sig tydeligt i mange af byerne og landsbyerne. I juni 2008 udpegede Kulturarvsstyrelsen og Realdania kommunen til kulturarvskommune. Udpegningen giver mulighed for at sætte endnu større fokus på inddragelse af kulturarven i planlægningen.
Frederiksværks historie som industriby fornemmes især omkring kanalen med Gjethuset, Krudtværksområdet og de gamle industribygninger og arbejderboliger.
Det maritime miljø i Hundested og Lynæs vidner om en stolt fiskerby. De velfungerende havneområder, bådværfter og butikker i tilknytning til havnen er med til at skabe et spændende bymiljø.
Lokalsamfundene og landsbyerne skal bevare deres egen karakter og udtryk og fortsat fungere som mindre bysamfund. Her er lokalkendskab og let adgang til naturen kvaliteter, som vægtes højt og som Halsnæs Kommune gerne vil understøtte i den fremtidige planlægning. Endvidere gør lokalsamfundenes størrelse, at der er let adgang til institutioner og indkøb.
Det er et generelt ønske at gøre kommunens byer attraktive for de mennesker, der bor i dem, ved at skabe rum i byen folk har lyst til at opholde sig i. Byrummene skal være steder, der eksempelvis ved belysning, farve- og materialevalg indbyder folk til pauser og til udfoldelse på mange forskellige tidspunkter af døgnet. Steder, de nyder at gå forbi på vej til arbejde.
Byernes forskellige kvaliteter skal bibeholdes og styrkes for at gøre kommunen endnu mere attraktiv for borgere, sommerhusgæster, turister og tilflyttere. I ønsket om at sætte fokus på byernes kvaliteter, er det oplagt her også at definere byernes grænse. Mødet mellem by og land er i denne sammenhæng vigtigt for at kunne adskille hvert steds særlige egenskaber. Det er et ønske at lade kommunens byer møde landskabet på en hensigtsmæssig måde, så kvaliteterne i hvert område træder tydeligt frem.
Helhedsplaner
Den fremtidige byudvikling skal tage udgangspunkt i de enkelte byers historie. Derfor udarbejdede Halsnæs Kommune i 2008 helhedsplaner for henholdsvis Frederiksværk og Hundested bymidte samtidig med udarbejdelsen af en masterplan for Hundested Havn.
Planerne skal sikre, at udviklingen i byerne sker ud fra et helhedshensyn, der tager udgangspunkt i byens historie, arkitektur og beboersammensætning og bymiljø. Planerne skal understøtte de kvaliteter, der skaber byens identitet, det der gør borgerne stolte af deres by. Ydermere er det et ønske med planerne at tilgodese de forskellige behov f.eks. ældre, unge, pendlere, tilflyttere eller børnefamilier måtte have om bl.a. let adgang til naturen, institutioner, indkøb, kulturudbud og offentlig transport. Således er planerne udtryk for en fremtidsplanlægning, der sikrer mangfoldigheden i kommunen.
Ved at fortætte bebyggelsen i bymidterne åbnes der muligheder for at indrette torve og lignende rekreative byarealer. Her kan borgere møde hinanden, unge som gamle, morgen, eftermiddag og aften, og byens grønne rum kan danne rammen om det liv, der får byen til at leve.
Det er også en vision at skabe byer og boliger, der består af blandede boligformer og størrelser - også indenfor de enkelte kvarterer. Kvarterer, der er så fleksible, at de til enhver tid kan imødekomme borgernes behov og skiftende ønsker.
Kommunens borgere skal ikke blot sikres tag over hovedet. Boligområdernes kvaliteter skal skabe identitet, så hver enkelt beboer føler, de hører til.
Sunde byer og boliger
Byernes indretning kan bidrage til den enkeltes sundhed på en naturlig måde ved at give folk lyst og mulighed for at bevæge sig rundt i byen til fods eller på cykel. Der skal generelt sikres god tilgængelighed for svært gående og handicappede i planlægningen, men også den almindelige borgers sundhed skal tilgodeses. Det er oplagt, at byer med så mange bakker som Frederiksværk og Hundested lægger op til at borgerne bevæger sig, tager en trappe op til skoven, cykler op og nyder en af de mange storslåede udsigter eller løber en tur. Man kunne også forstille sig, at skulpturer eller det almindelige byinventar kunne indbyde til leg og fysisk udfoldelse for både børn og voksne. Det er især vigtigt, at byrummet bidrager til den daglige motion ved at motivere folk til at tage cyklen til arbejde, i skole eller lade bilen stå, hvis man blot skal til købmanden. Ved at sikre gode og tilgængelige byrum og forbindelser, som øger alternative transportformer til bilen, skaber den fremtidige byplanlægning også muligheder for, at miljøhensynet kan sikres i byerne.
Vi har tillige et miljøansvar med hensyn til den generelle trafikafvikling i den måde vi planlægger på. Infrastrukturen skal udnyttes optimalt og trafikken i og igennem byerne skal afvikles så hensigtsmæssigt som muligt. Naturligvis med hensyntagen til sikkerhed, hastighed, tryghed og fremkommelighed.
Ved også at sætte et større fokus på miljørigtigt byggeri giver kommunen også mulighed for spændende og forskellige boliger. Fremover vil der i større omfang blive stillet krav til byggeriets biofaktor og fremtiden kalder på kvalitetsmaterialer i byggeriet. I Halsnæs Kommune er der udlagt et område til bæredygtigt byggeri i vestenden af Strandgade i Frederiksværk. Området kan tages i brug efter, at campingpladsen bliver flyttet eller nedlagt. Der vil være et særligt fokus på vand og det grønne element i området, ligesom der kan fokuseres på bygningstekniske muligheder for bæredygtighed.
Fremtidig planlægning
Der er et ønske om, at der udarbejdes en arkitektur- og boligpolitik for kommunen.