Lavbundsområder er typisk tidligere enge og moser, afvandede søer og tørlagte kyststrækninger og fjordarme, som nu er opdyrket som landbrugsland. Lavbundsområder er primært udpeget på grundlag af historiske kort, topografiske kort og viden om jordbundsforhold.

 

Lavbundsområder vil gennem naturgenopretning eller naturligt kunne komme til at rumme store naturværdier, hvis landbrugsdriften ophører og naturlig hydrologi genskabes. Lavbundsområder, der samtidig ligger inden for biologiske kerneområder og spredningskorridorer prioriteres højest ud fra en naturmæssig vinkel. Lavbundsområder, der ligger i nærheden af byområder, vil samtidig kunne være med til at sikre lavtliggende byområder mod oversvømmelse. Nogle lavbundsområder er endvidere udpeget som potentielle vådområder ifølge Vandmiljøplan II og III. Det er områder der, hvis de indrettes som vådområder, kan være med til at reducere miljøbelastningen med især kvælstof og fosfor fra landbruget. Lavbundsområder er et redskab til at forbedre vandkvaliteten, når de statslige vandplaner bliver vedtaget i 2009.

 

Hvordan tages der hensyn til lavbundsområder

Alle lavbundsarealer skal så vidt muligt friholdes for byggeri og anlæg, som ikke er erhvervsmæssigt nødvendigt for jordbrugsdrift, og som forhindrer senere genopretning til vådområde eller andre naturområder. Der kan ikke gives tilladelse til konkrete bygge- og anlægsarbejder, der forhindrer genskabelse af et naturligt vandstandsniveau på lavbundsarealer, der er udpeget til at kunne genoprettes til vådområde.

 

Her kan du læse mere

- Miljømålsloven

- Miljø- og Energiministeriets cirkulære nr. 132 af 15. juli 1998 om regionplanlægning og landzoneadministration for lavbundsarealer, der er potentielt egnede som vådområder.

- VandmiljøplanIII